Om evighed

At stå imellem to yderpunkter og vakle med et ben i hver pol og hovedet i ingenmandsland mens ego’et ivrigt forsøger, at finde et holdepunkt i det tomrum, der, lige netop i dette øjeblik, synes uendeligt. 

Øjeblikke er vel egentlig uendelige. Utømmelige lommer mellem tiden, som langsomt spinder sit net omkring dem og på et givet tidspunkt får indfanget den opmærksomhed, der skal til for, at bevidstheden, lige så pludseligt, kan hives ud af den pågældende lomme. 

Jo simplere livet bliver, jo mere kompleks synes verden. 

Ser du hvordan malingen langsomt slides af det træværk, der engang var så nyt, at du lagde mærke til det hver gang, du nærmede dig? 

Nu er det glemt, eksisterer kun som et fjernt minde fra en anden livstid. 

Den bevægelse på det store hjul, som hele tiden skaber den underliggende rotation under alle de forhippede bevægelser, der for længst har mistet kontakten til livets rod. 

De rødder der glemmes men som aldrig noglesinde kan undgås. 

For om lidt falder bladet igen af det træ, der syntes for evigt strålende, og minder os om, at alt, også vi, skal forgå en dag. Om vi vil se det eller ej. 

Ingen form er nogensinde den samme på alle de planer, som forbigår det ydre øje og kun ses med det indre. 

Den evige proces af forandring - skabelse og destruktion synes svær at tappe ind i, selvom det egentlig blot kræver dit nærvær. 

Din fulde tilstedeværelse i dette nu~ den tilstedeværelse, der dvæler længe nok til, at du kan lade evigheden brede sig ud som et omsluttende tæppe bag alt det, som i virkeligheden ikke eksisterer og derfor, når du opdager det, synes fuldstændig ligegyldigt. 

Hvis du kan hvile ind i den evighed, er du velsignet. 

Åbn dit sind min ven og se at hele eksistensen udfolder sig i den tilsyneladende, ubetydelige form, du netop skulle til at ignorere. 

Du er selv det blad, der på et tidspunkt spirer i al sin stråleglans og senere daler til jorden i fuld overgivelse. 

Du er selv den bølge, der brusende og fuld af livskraft, slår imod klippen og det blikstille hav, som uden tøven afslører sin dybde. 

Du er selv det træ, der stolt strækker sig imod himlen og som senere bøjer sig under det stormvejr, der efterlader det nøgent og sårbart. 

Ingen tilstande eller former varer ved, kun forandringen og det mønster af bevægelse, der ligger i det store åndedræt, er, hvad du kan regne med. 

Du kan læne dig ind i de naturlige impulser fra O’s uundgåelige manuskript eller du kan kæmpe imod hver en bølge, der skyller imod den kyst, du stædigt holder fast på er din ejendom. 

Det er dit valg...