Om rummelighed og begrænsning

At kunne rumme den tristhed, der opstår, når det synes umuligt, at forene de verdener, der i dette nu, udgør selve essensen af din væren. 

Når evnen til at rumme mangfoldigheden rammer dig på det ømme punkt, der følger med. 

Den bagside, der pludselig står så lysende klart, at selv det indre syn bliver blændet. 

At rumme og acceptere begrænsning. Det er vitterligt en kunst. 

At forstå, at nogle gange i det rette moment, på den rette måde, er der kun det punktum tilbage, som aldrig blev sat. Det nej, det farvel, der svæver i luften som en uundgåelig, fortættet gestalt, der kun bliver mere og mere insisterende, jo længere tid du venter med at gribe den. 

At rumme den dør, der skal lukkes og ikke mindst følelsen af det punktum, der følger når det er gjort. En gang for alle. 

Lyden af låsen, der klikker i fremfor den halv åbne dør, der ingen lyd efterlod, da du for evigt, lod den stå på klem. Hver gang du måske i virkeligheden skulle have lukket den. 

For ikke at blive fanget på mellem distancen igen. 

Måske er det ok og endda hensigtsmæssigt noglegange at tegne tydelige streger i sandet også selvom du inderst inde ved at bølgerne på et tidspunkt vil hviske dem væk. 
At respektere de usynlige grænser, du alligevel kan mærke, selvom du, på ét plan, ikke helt tror på dem. 

Selvom du, på subtilt niveau, husker, at der er en anden mulighed. I en anden dimension. 

Måske er det ok at acceptere at denne jordiske tilværelse ikke altid kan forstås fra det ultimative perspektiv. 

Fordi vi kun er mennesker, begrænset af de fysiske former, vi lige nu er nødt til at interagere i og igennem. 

Der er så meget, som ikke umiddelbart kan forklares med denne verdens briller. Og dog er vi nødt til at rumme det faktum, at vi i denne jordiske inkarnation, må leve med selve begrænsningen som et grundvilkår. 

For at det ikke skal blive uudholdeligt, må vi balancere hår- fint imellem sindets ubegrænsede muligheder og kroppens definerede rum. Altid med tyngdepunktet i hjertet, hvor alt må afvejes ud fra begge polers perspektiv. 

Det er den syntese, der må findes igennem porten til den tredje vej. 

Nogle gange balancerer du så fint som en line danser, andre gange falder du og slår dig. 

Nogle gange gør hjertet ondt fordi du elsker og vil så meget, men må erkende, at du kan så lidt. 

Nogle gange kan du sætte prikker, kolon eller udråbstegn efter et livs stykke. Andre gange er der kun et punktum. 

Det er vejen.
Det er virkeligheden.

Og kun i hjertet kan du mærke den rette balance.
Kun i hjertet kan du indsætte det rette tegn, for det øjeblik du lige nu begræder.

At begrænse rummeligheden eller rumme begrænsningen ....