Back to Basics

Og så pludselig gik der hul på bylden og med et strømmede alt det, der havde været holdt tilbage alt for længe. Alt det, der var set men fornægtet. Alt det, som så mange havde forsøgt, at udtale med ord, der trods intensiteten var faldet til jorden hver gang. Og når de ikke var, kun havde resulteret i spinkle manifestationer af den kraft, der langsomt byggede op til bristepunktet. 

Nu strømmede den og forårsagede alverdens kaotiske tilstande ikke mindst for de mennesker, der så længe havde brugt al deres spæde livs energi på at holde den nede. 

Når du mister kontakten til kilden, bliver din livskraft langsomt suget ud af dig. 

Nu sejlede de rundt, som skibs brudne på et oprørt hav af alt det, de selv havde skabt, men ikke ville tage ansvar for. 

Jo mere kaos i det ydre, jo mere stille må vi blive indeni. 

Og alvoren sænkede sig langsomt kun afbrudt af de pludselige sammentrækninger, som frygten momentvis sendte igennem dem. 

Pludselig var alt synligt. Alle de konsekvenser af deres materialistiske, ego centrerede livsstil, som de så længe, på mirakuløs vis, havde været i stand til at holde i ave. 

Alt det oprydning, der nu måtte gøres, ganske simpelt for at kunne overleve. 

Indeni og udenfor. 

Der var ikke længere nogen exit doors. Ingen smutveje, omveje, udveje og slet ingen afveje. 

Der var KUN vejen ind. 

Alle de muligheder, der før synes uendelige, var nu skrumpet ind til et spørgsmål om, hvorvidt man skulle gå på toilettet før eller efter, man havde færdiggjort det kapitel i den bog, man nu endelig havde fået tid til at læse. 

Mon ikke det i grunden var meget sundt? 

At finde tilbage til det nære og være nødsaget til at bringe opmærksomheden ind i det NU, der udgør selve fundamentet for overhovedet at kunne skabe noget af værdi. 

Pludselig var tankerne om personlige mål og egen fortjeneste afløst af tanken om hvordan du og jeg bedst ville kunne bidrage til skabelsen af et bæredygtigt samfund. 

Pludselig var JEG’et blevet til et VI og andres ansvar blevet til en fælles opgave. 

Vores individuelle livsstil var ikke længere et spørgsmål om den forbandede frie vilje men om hvorvidt vores vilje blev brugt til det fælles bedste. 

Ske din vilje, ikke min. 

Universet, Moder Jord, Staten, Verden var på den dagsorden, der mest af alt lignede et maleri, fyldt af et virvar af farverige kruseduller. 

Det hele var på dagsordenen, for det hele hang sammen og en del af intentionen var at vi skulle forstå det. 

NU. 

Hvem var vores autoriteter egentlig? 
Hvem stolede vi på? 
I vis hænder kunne vi lægge vores tillid? 

Status quo vred sig i ordbogen og havde svært ved at finde sig til rette. 

Noget helt nyt var ved at forme sig. Lige så stille under alt kaosset, tittede det frem. Kun synligt for dem, der havde øjne. 

Dem, der har øjne skal se og dem, der har ører skal høre. 

Tiden var kommet. Og de ydre muligheder, der svandt, åbnede langsomt op til den indre mulighed, vi alle, omend ubevidst, havde ventet på. Den mulighed, som nok, nu havde drømt om og som derfor var i fuld gang med at manifestere sig ...

Når alt kommer til alt, var det kun et spørgsmål om tid, før dette ville ske. 

På den ene eller anden måde. 

Hvordan er ikke vores business. 
Kun hvordan vi hver især tackler det. 

Back to Basics bogstavelig talt. 

At GØRE lidt og at VÆRE meget. 

At hvile i bevidst nærvær i alt hvad du gør og er. 

Se det kan flytte bjerge. Det kan skabe mirakler for det i sig selv, er et mirakel.