Stille dage

Der er dage hvor vækkeuret aldrig ringer og hvor det lange, dovne morgenstræk udfoldes helt ind i evigheden. Hvor de mørke skyer og regndråbernes trommen på ruden føles som en kærkommen velsignelse.

Der er dage hvor stilheden og fraværet af inspirerende ideer, spændende projekter og det evige drive, er den befrielse, du allerede havde glemt fandtes. Der er øjeblikke hvor vrikken med tæerne mens du stirrer ind i den kridhvide væg, føles som en meningsfuld præstation. Hvor den grå T- shirt fra Føtex synes langt mere attraktiv end alle de farverige sommerkjoler i dit skab, de store øreringe og yndige, økologiske tørklæder, tilsammen. Hvor enkelhed og absolut ingen dikkedarer er det allerstørste hit.

Der er dage, hvor det at lave sit regnskab i slow motion over en kop pose te fra Irma, er hvad, du kan svinge dig op til. Hvor du næsten ikke orker, at trække mundvigene op i det smil, der skulle sørge for at bekræfte dine omgivelser i, at både du og de er ok. Der er øjeblikke, hvor et minimum af anstrengelse synes unødvendig og hvor simpel tilstedeværelse er den eneste mulighed.

Der er dage, hvor du ingen holdninger har til noget somhelst. Kun accept. Hvor det, at varme dig ved tanken om alle de spændende samtaler, nye visioner og mangfoldige følelser, der findes udenom den bobbel af fuldstændig uforstillet væren, du befinder dig i, er nok.

Perioder hvor du fordøjer de uendelige indtryk af livets hurlumhej.

Vi kan ikke altid være ovenpå, ihvertfald ikke uden at det 'ovenpå’ bliver til en ulidelig, intetsigende tilstand, hvor vi desperat længes efter en stille sammentrækning.

Der er dage, hvor du med en vældig appetit tager livet ind som højbelagt smørrebrød og andre, hvor én lang udånding kun efterlader plads til en skefuld optøet suppe fra Mou.

Sådan er det at leve. Vi må lære at holde af det almindelige for at kunne nyde eventyret, når det melder sig. Vi må lære at danse med og rumme kontrasterne, for det er derigennem, at alle farver får liv. Vi må omfavne de sagte, indadvendte dage med det lave blus med en ligeså stor accept som resten, for dermed for alvor, at kunne værdsætte, når vi lever for fuld udblæsning.

Vi må slippe ind i stilheden. Flyde med den stille strøm, danse med tonen i mol. Vi må rumme det, der er.

Vende tilbage til og hvile i det neutrale nulpunkt, som er udgangspunktet for alt det andet.