Heling af det indre barn
Børn, der vokser op i dysfunktionelle familier, der grundet misbrug, (psykisk) sygdom, dødsfald el lign., ikke evner at give barnet den kærlige opmærksomhed og omsorg, det har brug for, lærer at præstere og forlade dem selv følelsesmæssigt.
Der er mange måder at forlade sig selv på men fælles for dem alle er, at vi forlader kroppen ( følelsernes bolig), da vi ikke kan rumme og være med de følelser, der opstår i en pågældende situation. Ofte bevæger energien sig istedet op i hovedet, hvor tanker får sit eget svirrende liv eller udad, mod alt hvad der kan distrahere og ‘dope’ den indre følelse, der hele tiden forsøger, at komme til orde. Gang på gang bevæger vi os væk fra os selv og når vi har gjort det nok gange, bliver det til en tvangspræget adfærd, som kan sætte gang i en nedadgående misbrugs spiral. Hvadenten det, der virker for os er stoffer, alkohol, shopping, træning, spil, arbejde, dysfunktionelle parforhold eller andet så handler det om både at undgå de ubehagelige følelser og at forsøge at finde det, der mangler. Det der virker, bliver selvsagt vores ‘drug’, det vi bruger og bliver afhængige af i vores hverdag, for at kunne ‘fungere’.
For inderst inde er der en gnavende tomhed, der vidner om alt det, der ikke var og stadig ikke er. En tomhed, dér hvor kærligheden skulle have været og som nu lægger sig som endnu en fornemmelse, vi for alt i verden gerne vil være fri for at mærke. For i tomheden ligger den dybe, gennemgribende følelse af forladthed. Frustrationen over ikke at kunne finde hjem. Frygten for og følelsen af ikke at være god nok til at modtage kærlighed. Skammen over, at føle sådan og dermed være så usselt et menneske.
Sandheden er, at der aldrig var noget i vejen med os og at vores forældres manglende evne til at tage vare på sig selv og dermed os, ikke havde noget som helst med vores værdi som væsener at gøre. Det var ikke vores skyld men til gengæld blot det yderste led af en kæde af ulykkelige og forkrøblede, indre børn. Voksne børn, der ikke forstod, at det aldrig er for sent, at få en lykkelig barndom og som måske aldrig fik eller vidste hvordan de skulle opsøge muligheden for at hele.
Ofte skal vi igennem flere lag af skyld, skam, frustration, vrede, frygt og tomhed før vi når ind til den egentlige sorg. Sorgen over ikke at modtage den kærlighed og omsorg, vi havde brug for og som burde være den mest naturlige selvfølge, blot ved at være til. Det dybe sår, der har lagret sig i alle vores celler og fået hver og én til at tro på den ubarmhjertige tolkning, at vi ikke fortjener kærlighed. At vi må præstere og gøre os fortjent til den, hvis vi overhovedet skal turde drømme om nogensinde at blive fyldt op.
Såret er ikke desto mindre porten ind til vores hjerte. Døren til vores virkelige hjem. Derinde hvor vores indre barn tålmodigt venter på, at vi skal tage det op og give det, alt det vores forældre ikke var i stand til. At vi skal blive vores egen kærlige forælder og dermed bryde kæden af sårede børn, der farer forvildet rundt i søgen efter den kærlighed, de aldrig fik og derfor stadig, langt hen i voksen alderen, er nødsaget til at lede efter. Når vi begynder at give vores indre barn alt det, som det længes efter, så falder det til ro og alle vores forsvarsværker og afhængigheder bliver lige så stille opløst.
Hver gang jeg oplever den forvandling, der sker, når mine klienter tør møde deres indre barn med kærlighed, er det som en helende strøm til min egen lille pige indeni. Det er så dybt bevægende, at mærke hvordan vi kan være ‘ringe i vandet’ for hinanden og hvordan forudsætningen for éns heling, er den andens. Ligesom forudsætningen for, at jeg kan facilitere det helende rum og tage rollen på mig som den kærlige forælder for en tid, er de lærere og terapeuter, der har gjort det samme for mig.
Kun på den måde, kan vi bryde mønsteret og give den kærlighed videre til vores børn, klienter, medmennesker og samfund.
Dét er heling!