Feminin forvandling
Engang var jeg en vred og uforløst kvinde. Vred fordi jeg ikke følte mig set og respekteret af de mænd, jeg omgav mig med. Uforløst fordi jeg aldrig havde mødt den integrerede, maskuline kraft, der kunne holde rummet for mig. Jeg tvivlede på mig selv og mit værd som kvinde og jeg tvivlede på enhver mand, der nærmede sig og som sjovt nok, spejlede den samme tvivl og respektløshed tilbage til mig. Som mange kvinder vil kunne nikke genkendende til, så var det grundlæggende problem selvfølgelig, at jeg ikke respekterede mig selv og derfor ikke turde lade nogen mand komme virkelig tæt på. Alle de mænd, der bekræftede min indre overbevisning om, at jeg ville blive svigtet, var i bund og grund blot ydre manifestationer af det tema, jeg før eller siden, var nødt til at trække hjem og se i øjnene.
For hvad gør man med en kvinde, der længes så desperat efter at blive elsket og holdt, at hun af alle kræfter skubber det væk, når det viser sig? En kvinde, der har lært, at kæmpe og præstere for kærlighed, men som ikke aner, hvad hun skal gøre, når hun faktisk møder den. En kvinde, der aller inderst inde savner selve essensen af det, at være kvinde, at give sig hen og elske uden forbehold.
Det kræver sin mand, at blive og holde det rum, hun så brændende ønsker sig og ligeså intenst modsætter sig. Det kræver en bevidst, maskulin kraft, der SER igennem det hårde, maskuline skjold, som hun har opbygget for med al kraft, at beskytte sig imod endnu et svigt. Det kræver en mand af en vis kaliber ( læs: mod og bevidsthed ) ikke at lade sig skræmme af en kvinde, der vil gøre alt for at bevise, at hendes nosser er større end enhver mands, for derigennem at blive fri for at gøre, præcis det hun allermest ønsker sig og samtidig frygter så dybt. At give slip og overgive sig helhjertet i kærlighed. At dø for at genopstå. At være KVINDE.
Heldigvis mødte jeg den mand, som med sit kraftfulde væsen og dybe bevidsthed, ikke gav mig andre muligheder end overgivelse. Den mand, som havde større nosser end mig ( Gud ske tak og lov for det!) og som var mindst lige så hardcore, som han var kærlig. Den mand, som forstod at trænge igennem mit forsvar med et blik, der ikke efterlod nogen tvivl om, at han SÅ mig. SÅ min kamp, min længsel, min sårbarhed og ikke mindst ALLE mine forsøg på at flygte. Den mand, som med hele sit væsen forstod, at holde mig så fast i sine arme, at al min sprællen med ét syntes fuldstændig latterlig. Som igennem sin kraftfulde, kærlige VÆREN forstod at facilitere min forvandling. For der VAR ingen vej udenom. Og jeg VILLE i virkeligheden heller udenom. Jeg ville IND og det der kæmpede, var blot mit frygtsomme Ego’s sidste, desperate forsøg på, at undgå det uundgåelige.
Idag er jeg en anden kvinde eller mere præcist, er jeg den sensitive, kærlige kvinde, der altid har boet i mit indre under det maskuline skjold. Takket være mødet med denne mand og ikke mindst min egen villighed til at gå igennem den forvandling, som var både intens, ubarmhjertig og ekstremt smertefuld. Takket være min indre stemme, som i sin tid bad mig opsøge selv samme mand og som talte med SÅ store bogstaver, at selv det faktum, at han var 32 år ældre end mig, ekstremt ukonventionel, til tider lovligt rå og meget langt fra normen, blev fuldstændig ligegyldigt. Takket være min sindssyge viljestyrke kombineret med en dyb vished om, at alt var, som det skulle være, selv på tidspunkter, hvor ekstremt usunde dynamikker måtte udspilles imellem os og samtlige veninder var bekymrede.
Det var som om jeg på et ubevidst plan forstod, at alt måtte op til overfladen og mærkes helt ind til benet, før det kunne slippes. Det var selv sagt ikke en let proces, ej heller hurtig eller behagelig på nogen måde. Til gengæld var den alle de følelsesmæssige rutchebaneture samt hver og én af de millioner af tårer, jeg har grædt, værd.
Det var udrensning på dybeste plan. Det plan, hvor du møder, det du allermest frygter igen og igen og igen indtil det, ganske enkelt, ikke længere har magten til, at aktivere din smertekrop. Den overgivelse og det efterfølgende svigt, jeg var SÅ hunderæd for, følelsen af at miste den, jeg havde kær, når jeg endelig havde åbnet mit hjerte, viste sig for mig mere end 30 gange på 4 år. JA! Det var ekstremt og barsk og man kan spørge sig selv, om det ikke kunne være gjort på en mere blid måde men sandheden er, at et hardcore forsvar kun kan nedbrydes med en ligeså hardcore energi. Det ved enhver ex-misbruger og med afhængig alias mig. Måske ville det være mere rigtigt at skrive HEARTCORE, for i alt sin ubarmhjertighed var dét, det aller kærligste, der kunne ske for mig. Kærligt i betydningen, gavnligt på længere sigt. Det var måske ikke, hvad jeg umiddelbart ønskede mig, men til gengæld præcis hvad jeg havde brug for. For inderst inde var jeg ikke ude efter den sødmefyldte lappe løsning, som jeg vidste et komfortabelt, konventionelt parforhold, ville kunne tilbyde mig. Nej, jeg var ude efter den rå, skindbarelige sandhed og den ultimative udfrielse derigennem. Sandheden om mig selv og alle mine skygger, min dybeste frygt, mit største begær og mest beskidte fantasier. Jeg ville møde mit mørkeste mørke for derigennem at tænde lyset for alvor. For derigennem, at blive oplyst helt nedefra. For at blive det lys, jeg dybest set vidste, jeg var her, for at være.
Nogle ville kalde dette 2. Indvielse på den indre vej. Den proces, hvor vi må helt ned og vende enhver sten, for at rense ud i vores dybe følelsesmæssige bagage. La via dolorosa. Ikke desto mindre var min første opgave på denne tærskel, at miste mig selv for at finde mig selv eller rettere den del, der var mit virkelige selv. Men det sluttede ikke der, for efterfølgende skulle jeg lære at elske og respektere mig selv nok til, at jeg kunne ‘miste’ min elskede anden, istedet for at miste mig selv. Det sande selv, vel at mærke, som jeg netop havde vundet. Det holdt hårdt og den sidste krampetrækning og fødselsve på vejen, var i virkeligheden den sværeste.
For at komme igennem, var det nødvendigt, at granske min aller dybeste intention. At huske på, at mit motiv ikke var erobringen af den mand, jeg havde foran mig, men til gengæld den ultimative hjemvenden i mig selv. Erobringen og integrationen af MIG. I mig. Kærligheden til mig, som udgangspunktet for at elske den anden.
Jeg gav slip. Fuldstændig slip. Og jeg genvandt mig selv. Fuldstændig. Hel og fin, som jeg altid havde været nedenunder al hurlumhejet. Under alle illusionerne og maskespillene. Under frygten og såret, som var porten til alt det, jeg længtes efter. Til min essens. Til mit lys.
Paradoksalt nok, genvandt jeg ikke blot mig selv men også den mand, jeg elsker og vi blev i stand til sammen, at skabe en kærlig og respektfuld dynamik imellem os. For lige så meget som jeg havde brug for hans fasthed for at kunne åbne mit hjerte, havde han brug for min hengivenhed, for at kunne åbne sit.
Idag ved jeg, at vi kun kan sejre ved at overgive os og at ultimativ beskyttelse sker, når vi åbner op og tør stå fuldkommen nøgne i vores sårbarhed. At virkelig styrke kan måles på, i hvor høj grad vi er i stand til at møde og omfavne vores dybeste smerte.
Jeg ser med stor medfølelse og genkendelse på de magtspil og smertefulde dynamikker, der foregår på kollektivt plan imellem kønnene og jeg ønsker af hele mit hjerte, at alle må opleve den heling, jeg selv har gennemgået. At de må opleve det på deres måde vel at mærke, for vi har alle vores egen vej igennem.
At du kære kvinde, må være i stand til at vedkende dig din sande natur og på trods af frygt og mistillid til det maskuline, må overgive dig til dit indre, ubetingede kærligheds hav. At du må stå i din kvindelige kraft og elske dig selv så højt, at din elskedes kærlighed til dig vil spejle dette tilbage. At du må forstå, at styrke og sårbarhed går hånd i hånd og at det ultimative JA til dig selv, også er et ultimativt JA til kærligheden. For det er i bund og grund dét du er og kun, når du hviler i den og tør vise din smukke sårbarhed, er du hjemme.
At du kære mand, må forstå, at graden af enhver ‘stærk’ kvindes modstand, er parallel med graden af hendes længsel efter, at mærke din fasthed. Jo mere hun kritiserer dig og skubber dig væk, jo mere kan du være sikker på, at hun længes efter, at mærke dig. Hun tester ganske enkelt dine grænser fordi hun vil være sikker på, at du er stærk nok til at holde hende. Stå fast. SE hende. Mød hende i alt hendes følelsesmæssige kaos men rok dig ikke en meter. Fald ikke for hendes mentale spil, der skal overbevise dig om, at hun vil have dig til det ene og det andet. VÆR med hende. Hold hende med kærlig fasthed og dybt nærvær. Lyt til hende og lad hende bringe dig den intuitive visdoms gaver men vigtigst af alt lyt bagom hendes forsvar. Det er alt, hvad hun ønsker sig, ikke mindst når hun råber op om det modsatte. Vær den klippe, hun har brug for og fremfor alt vær tydelig. Sig ja når du mener ja og nej, når du mener nej og vis hende med hele din væren, at intet, heller ikke hun, kan få dig til at tvivle på det, du dybest inde tror på. Vær lydhør men vig aldrig bort fra din mission. Husk at din kvindes tillid til dig som mand ultimativt set afhænger af graden af din dedikation til dén.
Vi, mænd og kvinder, er skabt i Guds billede for hinanden og kun sammen, to og to, kan vi gå ind i den tilstand af enhed, som kaldes Himmeriget. Kun i brudekammeret, i det dybe, kærlige, seksuelle møde, kan vi opnå den hellige forening, som vi så brændende længes efter og som vi ofte søger alle de forkerte steder.
Vi har brug for hinanden på et dybere plan, lad os indse dét en gang for alle. Det er tid til at omfavne hinanden, at ophæve projektionerne, at tilgive og hele de sår, vi har påført hinanden igennem tiden. Tid til at fordybe os i og med hinanden. For uden den fordybelse vil vores sjæle aldrig blive tilfredsstillet. Fremfor at søge udad, må vi søge indad og finde dén uforbeholdne VÆREN med hinanden, som verden mere end nogensinde har behov for. Vi må smide maskerne og forene os helhjertet.
Kære venner, lad os hylde og overgive os til kærligheden. Hårdhed og magtkamp er virkelig ‘so old paradigm’.
Lad os tage det næste skridt. Det er NU.