Det åbne hjertes vej

At leve med et åbent hjerte, er at leve modigt og sårbart. Det er villigheden til igen og igen at miste fodfæstet, til at give slip på de trygge, velkendte rammer for at møde sandheden. Ofte råt for usødet. 

Kærlighed og komfort er ikke det samme, nogle gange går de i spænd og er som en blid brise midt i stormvejret. Andre gange er det modsætninger. Kunsten er at balancere men for at balancere, må vi være i stand til, at give slip hvert øjeblik. På enhver rigid tanke form, på fastfrossede følelser, på den kontrol der hele tiden subtilt sniger sig ind på os og mindst som vi venter det, endnu en gang har knyttet sin trygge, faste hånd omkring vores eksistens. 

Noglegange virker noget så rigtigt, at vi aldrig tror det vil ændre sig og vi ‘glemmer’ bekvemt, at det eneste vi kan være sikre på her på livets vej, er forandring. 

Det kræver sit at forblive åben og fleksibel og ikke mindst at holde ægget på skeen samtidig med, at vi nyder den vilde proces, det er at bevæge sig i tid og rum på dette jordiske plan. 

Spørgsmålet er vælger vi det lette eller det sande? Og så igen, må vi ikke tro, at det svære altid er sandt og det lette altid det modsatte. Det er derfor vi står på hovedet i yoga. For at blive vant til at vende alt på hovedet og dermed blive bedre til at tage det her crazy ride. 

Jeg har ikke opskriften på den balance men jeg insisterer på, at finde den og det i sig selv, bringer mig ud i utallige situationer, hvor jeg aldrig ville været endt, hvis jeg blot søgte komforten. Det i dig selv, åbner muligheden for, at jeg kan lære, ikke blot, at balance på en tømmeflåde i en stille sø men også på en linie spændt ud ml. trætoppe i stormvejr og i øvrigt alt derimellem. 

At gå vejen er ikke let og det er ikke lig med at have ‘styr’ på det udadtil, som mange tror. I virkeligheden er der ingen der har ‘styr’ på det, medmindre de vælger at undertrykke den indre stemme i hjertet, der hele tiden prikker til os, udfordrer, vækker, sætter spørgsmålstegn ved det givne.. 

Du kan vælge at lukke ørerne men så har du i virkeligheden blot opgivet ansvaret for dig selv og din rejse i dette liv. Hvad der fungerer for den ene, kan være en katastrofe for den anden. Hvad der giver mening nu, kan være hovedløst imorgen - hvis du mærker efter. Forældede normer og systemer, der skal forsøge at holde os mennesker på rette spor, er kun støtte hjul indtil vi lærer at bevæge os selv. 

Smidigt. Opmærksomt. Nærværende. 

Indtil vi lærer at mærke efter i ethvert nu, hvad der skal gøres eller ikke gøres. Hvordan der skal VÆRES. Indtil vi lærer at danse på denne jord i dette liv- indtil da er vi kun robotter, der automatisk bevæger os efter fastlagte systemer og mønstre. Lette at manipulere med, for dem der kender systemet. 

Jeg har altid insisteret på, at leve fra hjertet og tage de modige, smertefulde skridt der følger med. Valgt, at turde møde usikkerheden fremfor den falske tryghed det giver, at krybe tilbage i ‘det kendte’. Det kan let misforstås og domme er der nok af, men faktum er, at ægte indsigt udspringer af erfaring. Vi må alle gå vejen og før eller siden indse, at det eneste virkelig kompas vi har, er vores hjerte. 

Du kan vælge at råbe op og slå på tromme over alle dine præstationer. Men det at gå vejen, er en stille, kontinuerlig og daglig praksis, der hvert eneste minut kræver al din opmærksomhed. Stor præcision og kontinuerlig justering skal der til, hvis du ikke skal ramme ved siden af. Du kan vælge, at få bygget en statue af dig selv eller hænge diplomer op alle vegne men du kan også bare gå vejen. 

Den dag du møder Sankt Peter eller hvem det nu er, der har vagt ved tærsklen, når det går løs, er det ligemeget hvad du har sagt og præsteret. Spørgsmålet er hvem du har været imens? Hvilke intentioner du har haft? Hvad du har gjort i praksis dag for dag når ingen kiggede? Hvilke tanker og adfærd mønstre, du har valgt at skabe dit liv ud fra? 

Jo mere du følger dit indre kompas jo tyderligere bliver vejen og jo mere stille bliver du både indeni og udenpå. 

For kun i stilheden kan du høre hjertets røst. Kun i en rolig livs praksis kan du finde fodfæste selv når moderskibet gynger. 

Og kun sådan kan du blive ved at holde dit smukke, helt igennem geniale hjerte åbent...