BØNNENS KRAFT
Jeg har været så heldig at få lov at anmelde denne fine bog
'Bønnens Kraft' af Pernille Aalund.
Som nogle af jer ved, skriver jeg selv bønner og laver forbøn/fælles bøn til mine ceremonielle samtalesaloner 'Soffiah Talks' (kendt som Soul Talks). Det har været en meget spændende og åbnende proces, som har styrket og fordybet min kontakt til den kærlige, lysende kraft, som jeg har svært ved at sætte ord på. Den kraft, der igennem tiden er blevet kaldt Gud, O, Universet, det Himmelske ophav mm.
Derfor følte jeg mig også vældig kaldet til og virkelig taknemmelig over, at få lov, at læse og anmelde denne smukke bog!
Jeg har fulgt Pernille igennem længere tid, da hendes ord og ikke mindst den vibration, jeg mærker bag dem, vækker dyb resonans. Pernilles historie er for mig historien om en kvinde, der for alvor har vendt sig imod Gud og som lever det, hun prædiker, med hjertet forrest og i accept af de ofre, der måtte og må gøres på vejen.
'Vend dig først mod Gud, så skal blive givet dig i tilgift'.
Det er ikke blot fortællingen om et menneske, der har forandret sit liv radikalt, men om en sjæl, der reelt har overgivet sig til og gennemgået den forvandling, der er nødvendig for at genfødslen kan ske.
'Ske din vilje som i Himlen således også på jorden'
Med sin ydmyghed, sit kærlige, fredfyldte væsen og ikke mindst sin klippefaste tro, er Pernille et eksempel for det moderne menneske, der har mistet kontakten til dets åndelige ophav. For det menneske, der har glemt fordybelsens velsignelse og som tror at åbenbaringen findes i det ydre blændværk af muligheder.
Bogens tilgang til bøn er så fin, enkel og jordbunden og resonerer med mine egne erfaringer. Vi har alle mulighed for at forbinde os med Gud/Universet/kraften og mærke bønnens kærlige, fredfyldte velsignelse. Om du er kristen, buddhist, ateist eller blot et søgende menneske er underordnet. Vi har alle mulighed for at finde trøst og mening i bønnen og vi kan udforme den fuldstændig, som det føles rigtigt for os. Formen er ikke vigtig for som der står i bogen:
'Det er ikke det, du beder om, men den, der beder, det handler om'.
Følg dit hjerte og mærk hvad der virker for dig og har du brug inspiration fra en, der lever Ordet, har denne bog mine aller varmeste anbefalinger!
Læs ordene men allermest MÆRK dem
I kærlighed,
Manookah Soffiah