4 dage i ørkenen

I denne tid, hvor verden ikke længere er den samme og der helt subtilt har sneget sig en ‘rejse forsigtighed’ ind på nethinden selv hos en ægte Skytte kvinde som mig, får jeg lyst til at dele nogle minder fra en af de rejser, der endnu ikke har fået nær den spalte plads den fortjener. Simpelthen fordi den var så ubeskrivelig transformerende på så mange niveauer. Nu vil jeg dog give det et forsøg. Et forsøg på at beskrive en nærmest ‘ud af denne ( moderne) verden’ oplevelse, der for altid vil stå dybt indgraveret i min sjæl.

I 2018 tog jeg, sammen med et par veninder, på en 4 - dages tur i ørkenen. Sammen med 2 marrokanske guider og 3 kameler med hver deres karakteristiske personlighed ( really!) drog vi ud i det nøgne landskab uden helt at vide, hvad der ventede os. Jeg var ihvertfald på ingen måde klar over, det møde med og transformation af, et af mine dybeste barndoms traumer, der ville finde sted.

Det er én vild fornemmelse, pludselig at befinde sig midt ude i ingenting. Der er ingen steder at skjule sig. Intet til at underholde eller distrahere sindet. Ingen flugtveje. Kun det ubarmhjertige, rå og ærlige møde med dig selv. Med tomheden. I det indre og det ydre. Med det, der er dig, når alle lag pilles af. Essensen.

De ting, vi synes, at tage fuldstændigt for givet, såsom læbepomade, fodcreme og en kop te, blev pludselig til daglige velsignelser, der gjorde hele forskellen. Forskellen på om vi/ jeg kunne fortsætte en dag, et skridt, et åndedræt mere. Når sandstormen, der væltede imod os på 2. dagen, skabte små sandbanker helt ind i øjenkrogen og krævede at vi måtte gå i 5 timer under den bagende sol, før vi kunne slå lejr. Når de knas tørre, blodsprængte læber fik en sværm af fluer til at svirre uafbrudt omkring vores ansigter og fødderne gjorde så ondt, at vi knapt kunne træde ned.

Lige dér, måtte alt hvad jeg havde lært indtil da, stå sin prøve. Hvert skridt blev til en bøn. En bøn om, at jeg måtte klare den og ikke mindst bevare den indre ro. En indre reminder om, at alt var ok og at dette IKKE var en gentagelse af min barndoms traumatiske oplevelser med at lide fysisk afsavn. Og det på trods af, at hele mit system var i alarmberedskab, fordi det i den grad mindede om den overlevelse, jeg efterhånden havde bevæget mig så langt væk fra og som før denne tur, kun var en svag erindring i mine celler.

En erindring, der nu med fuld kraft blev aktiveret.

Når aftenen faldt på og jeg kiggede ud i horisonten stod Månen og Mars på linie og udtrykte den universelle logik i hele det indre og ydre hurlumhej. De to energier, der i den grad skabte kaos, stress og fysisk udmattelse i den første halvdel af mit liv. Nu var de dér igen, som for at sige: Lad os slutte fred og finde en ny måde at interagere på.

Og det gjorde vi.

Jeg opdagede, at noget i mig, idag er langt stærkere end den lille desperate pige, der i mange år, ‘overtog’ mig, når jeg nærmede mig kanten. Når jeg bevægede mig tæt på grænsen for fysisk udfordring, som jeg var så bange for at overskride igen.

Det noget, kan bedst beskrives som bevidsthed.

Bevidstheden, der gjorde, at jeg på trods af intenst indre og ydre pres, kunne skille tingene ad. Den bevidsthed, der bragte mig tilbage i NU’et, når historien fra fortiden var ved at omslutte mig i indre tåge. Den bevidsthed, der huskede mig på, at hverken jeg eller omstændighederne var de samme.

At der var en anden vej. Vejen igennem. Den vej, hvor vi, hvert sekund, må være fuldt ud nærværende for at kunne bestå prøven i balance kunst.

På den anden side af den vej, findes udfrielsen. På den anden side af ørkenen findes oasen.

Noglegange må vi helt ud af vores comfort zone for at opdage og definere os selv på ny.

Én ting er sikkert.

Aldrig har jeg følt mig så forbundet med altet, som i ørkenen, hvor der intet er.

Aldrig har jeg følt mig så meget i live som efter at have trodset en ydre ( og indre) sandstorm.

Aldrig har jeg mærket mig selv så dybt som under de tusindvis af stjerner på Saharas natte himmel.

Aldrig har jeg været mere taknemmelig for duften af en nybrygget kop te, for varmen fra et bål og smilet på mine rejsefællers læber.

For at være i live. I dén grad.