Det skrøbelige liv

Livet er så skrøbeligt.

På et splitsekund kan det være væk.

Uden at vi nogensinde nåede at finde fodfæste. Uden at vi for alvor nåede at leve. At indleve os i vores omverden og udleve vores indre.

Bortset fra de korte tidslommer af lykke, hvor kærligheden flød og fryden dansede i vores celler. De alt for få glimt af velsignelse, der blev presset ind mellem den ene meningsløse automatreaktion efter den anden. I et liv, vi kaldte normalt, som om det kunne gøre det op for den tomhed, der lurede lige under den lunkne, ligegyldige overflade.

Vi må aldrig glemme at leve på en måde, hvor vi kan mærke det. At elske uden tøven, at udtrykke os uden filter, at give uden ønsket om at få noget tilbage. Vi må give slip på alle vores forbehold, på vores små sym og antipartier, på vores idéer om, at det at udleve vores drømme og gøre det vi mærker er det rigtige aller inderst inde, kan gøres imorgen, om et år, når vi er færdige med dit og dat. Måske er imorgen for sent for Nuet er det eneste vi i virkeligheden har.

Så brug det Nu. Helt ud til dets yderste grænse. Lev og lade livet tage dig. Lad det ruske dig, ryste dig, overvælde dig. Lad dig forundre og fortrylle. Elsk med alle dine celler og giv ubetinget og af den kærlighed til alt og alle omkring dig.

Lad dit lys skinne og sæt det på det højeste bjerg, så alle, der har brug for det, kan se det. Vær generøs med dig selv og din kærlighed og nøjsom med småting, kritik og personligt fnidder.

Giv ikke frygten en chance. Vær K-ærlighed. Vær Sandhed. Gå vejen. Gå forrest om nødvendigt, men aldrig kun for din egen skyld. Det er for småtskårent.

Husk det du giver, er det du modtager.

Så giv og giv slip min ven. Og lad livet strømme, bruse og vælte dig omkuld mens du har det.

Kun sådan bliver både livet og døden tålelig