Potentialer
Alt det potentiale, som du fra starten så så lysende klart, at alt det andet blegnede og gjorde dig blind for det faktum, at det sennepsfrø, du nu havde kastet din kærlighed på, endnu ikke var spiret.
Fordi det ikke blev vandet og fordi det menneske som besad potentialet ikke selv vidste af det eller ville være ved det.
Alt den næring du forgæves forsøgte at give til det potentiale, som aldrig blev til andet og det trods din insisterende viljeskraft, som, med jævne mellemrum, fik skabt et lille bitte hul indtil det lys, som du havde fået øje på og som du nu, af uvisse årsager, havde lavet en hemmelig pagt med dig selv om, aldrig nogensinde at lade af syne.
Som om det var dit ansvar at tage dig af det og få det til at stråle igen.
Det var det, du lærte dengang for mange år siden, hvor du ikke havde lært andet og derfor ikke havde nogle mod argumenter eller noget at sammenligne med.
Og for den pige indeni dig, der dengang lærte, at potentialet var hendes ansvar, var der ingen vej udenom.
Alt det potentiale du så, som aldrig blev, var så sørgeligt og umuligt at rumme, at det skabte en tvangspræget jagt på en løsning. En jagt på et potentiale, der endelig ville spire og blive til det, det altid var meningen, det skulle være.
Den sorg, der altid lå lige under overfladen og som kun kunne undgås gennem en kontinuerlige kamp for, at få sennepsfrøet til at være mere end det egentlig var. Mere end det kunne bære i sig selv.
Gennem kontinuerlig fornægtelse pakket så fint ind i den optimisme, der både var din redning og dit åg. For du ville ikke slippe. Ville ikke se og acceptere den smerte, der lå i alt det, der aldrig blev. Troede ikke på, at du kunne rumme den.
Idag er det blot et lille stik. En subtil påmindelse om den kamp, du udkæmpede igennem så mange liv, så mange potentialer. Et lille stik, der stadig kan tage dig ud af det gamle spor men ikke nær så langt. Ikke nær så intenst.
For nu genkender du heldigvis fornemmelsen af det tilbageholdte åndedræt, som stopper i mellemgulvet, lige som du skal til at udtale de ord, der for den sensitive sjæl, emmer af benægtelsens flygtige vibration.
Godt du er sensitiv. Det gør det sværere at løbe om hjørner med dig selv.
Nu hører du heldigvis diskanten i din egen stemme, når det usande sniger sig ind i dit udtryk.
Nu mærker du heldigvis den velkendte fornemmelse af systemet, der trækker sig sammen og får alt indeni dig til at vibrere hurtigere.
Lidt for hurtigt. Forhippelsen. Noget der må igennem. For enhver pris.
Og det kan kun komme igennem hvis du forstiller dig.
For det usande kan ikke eksistere i et fredfyldt, åbent rum. Det er her sandheden bor og i sandhedens lys er mørket kun en skygge.
Alle de potentialer, der aldrig blev og alle dem som måske - måske ikke, bliver.
Giv nu slip min skat og lad dem hvile i fred.
Og gå så ud og leg med alt det der ER ...