SELVVÆRD - om hvordan dårligt selvværd afholdt mig fra at lade mit lys skinne

I mange år troede jeg fuldt og fast på, at jeg var mindre værd end andre, simpelthen fordi jeg kom af en dysfunktionel familie. Fordi jeg spejlede mig i mine forældre, som skammede sig så meget over at være ‘forkerte’ og måske allermest pga. det faktum at de begge tabte kampen mod den skam. 

Min far omtalte ofte ‘de pæne, succesfulde, borgerlige’ alias de fleste normalt fungerende mennesker og fik uden så mange ord fastslået, at det var VI ihvertfald ikke. Og ikke mindst, at VI tog afstand fra dem.

Når man oplever sådan noget som barn, bliver man dybt påvirket og på trods af mit positive væsen og stærke vilje, led noget i mig et knæk.

Gemt godt inde under en (over)optimistisk, overlever identitet, fortalte en lille stemme mig, at jeg ikke var værdig til succes. At jeg ikke var værdig til kærlighed, overflod og stabilitet. Til at træde ind i strømmen og være i flow. 

At have det let og nyde livet var på en og samme tid noget jeg længtes og stræbte efter og samtidig inderst inde modarbejdede, fordi min overbevisning var, at det jo kun var for de ‘heldige’, dem der var født til det.

‘De heldige, succesfulde’ blev således min egen skygge og hver gang jeg mødte nogle, som mit ego kategoriserede som ‘DEM’, i det virkelige liv, blev mit dårlige selvværd aktiveret.

Jeg blev meget usikker, fordi jeg på den ene side så gerne ville være ligesom dem og samtidig ikke kunne tillade mig selv det. 

Som om jeg ved at tillade mig det, forrådte min far og det han stod for. 

Sikke en misforstået loyalitet.

Jeg blev mindet om min gymnasie tid, hvor jeg var omringet af ‘DEM’ og dermed max udfordret på mit selvværd. Dengang jeg for alt i verden forsøgte at skjule min dysfunktionelle opvækst bag det pæne sorte tøj og det søde, uskyldige smil. 

Flere gange igennem mit liv skete det, at ‘DE’ gerne ville lege med mig og hver gang veg jeg tilbage, trak mig væk eller fik sagt et eller andet underligt, der måske i virkeligheden slet ikke var mig, for at få ‘DEM’ til at trække sig.

Når der var situationer, hvor jeg potentielt kunne møde ‘DEM', veg jeg diskret udenom og afholdt mig således fra en masse sammenhænge, som jeg egentlig gerne ville være en del af.

Jeg levede altid i yderkanten, lettere distanceret fra livet og ikke mindst 3 skridt fra at tage et egentligt standpunkt eller commitment. 

Når man committer sig, kan man nemlig ikke blive ved med at være usynlig. Og man kan heller ikke blive ved med at leve livet som et slalom imellem alt og alle, der kunne minde en om det dårlige selvværd.

Enten træder man ind på scenen eller også bliver man i kulissen. Der er ingen mellem station. 

Jeg er trådt ind på scenen. Ind i livet med alt hvad det indebærer på godt og ondt. Jeg skammer mig ikke længere over at være mig og er heller ikke bange for at møde ‘de succesfulde’. Jeg mærker livet og mig selv på en helt ny måde og kan idag undre mig over hvad det egentlig var der var så svært. 

Når det nu er så indlysende at jeg ER og ALTID var god nok og vel at mærke lige så god som alle andre. 

Min bekendskabskreds er ekspanderet efter jeg har sluppet de sidste rester af det gamle selvværd og tæller idag både ‘originalerne’, som jeg altid har følt mig tryg ved og ‘de succesfulde’, som har vist sig at være ligeså skøre, kærlige og menneskelige som alle andre. Og i øvrigt alt derimellem.

Der er ikke noget OS og DEM, WE ARE ONE.

Når vi slipper det dårlige selvværd, opløses projektionerne og vi bliver hele mennesker, der favner alle sider både i og udenfor os selv. 

Kun herfra kan vi favne verden.

Det er succes for mig.

Idag er jeg en SUCCES simpelthen fordi JEG ER MIG.

Husk YESHUAS ord: 'Du skal ikke sætte din lys under en skæppe, men op på det højeste bjerg'

SHINE ON ✨