Tilstedeværelsens tristhed

Du ser det ikke,

for du leder det forkerte sted

og gør dermed fortræd,

idet du overtræder den fine, usynlige linie, der skiller de to verdener imellem os.

Den linie, der kun kan ses gennem ind-sigt.

Du hører det ikke,

for dine ører er som en gammel radio,

der må finjusteres for at opfange en højere frekvens. Frejdigt kalder du det volapyk, mens du lægger det døve øre til det sande og holder tonen fra himlen ud i strakt arm.

Du siger det ikke,

selvom du desperat kæmper med at finde de rette ord, men du har ikke Ordet i din magt,

for det kræver, at du overgiver dig til den pagt, du har indgået og vel at mærke, retter ind.

Du mærker det ikke,

for rundt om hjertet har du bygget mure,

der kun kan opløses indefra,

når du er klar, til at gøre det, der skal til. Om du vil. For selve viljen er din frihed og din forbandelse. Din genopstandelse og ind-dannelse eller din uendelige lidelseshistorie af langsom overgivelse til stivnen.

Og sådan kan et menneskeliv gå dag efter dag, måned efter måned, år efter år, uden nogensinde at finde tilbage til sin kilde.

En tragedie, der i et hvért nu kunne være blevet noget andet. Noget mere. Noget ægte.

En langsom død af det lys, som på et sekund kunne være blevet belivet, beåndet, bevaret.

Som med det rette valg, kunne have gjort det vildfarende menneske til et lykkeligt vidne af selve skabelsens udfoldelse...

Men stiltiende har du valgt fornægtelsens komfortable og dog så forlorne mellem-distance. Hvor chancen for at blive forløst er lig nul. Hvor intet blivet til noget og noget til intet, som tilsidst opgivende ophæver hinanden.

Og tilbage står jeg, observerende, opfyldt af tilstedeværelsens tristhed.

~ Manookah Soffiah