Seer

Der er en særlig smerte ved at se. At se al den lidelse, der kontinuerligt skabes af uvidenhed. Uvidenhed om hvordan verden i virkeligheden hænger sammen. Hvordan vi alle bag sløret hele tiden er forbundne af det, for den useende, usynlige, energetiske net, der i sin essens er Kærlighed. De fine tråde, der interagerer med hinanden i den æteriske sfære og på et dybere plan, gør det umuligt nogensinde at være alene. Som fuldstændig gør op med illusionen om seperation. Idéen om at vi kan ‘lukke af’ og tro at forbindelsen til andre, til os selv, til ånden/ Gud/ Kærligheden nu ikke længere eksisterer. At vi er gemt, glemt og ikke elskede.

Der er en særlig smerte ved at se hvordan mennesker igen og igen står i vejen for sig selv. Hvordan de i bedste mening lukker og forskanser hjertet i troen på, at de dermed kan undgå at mærke den smerte, der er selve livets vilkår og udviklings instrument. Den smerte, der er en afspejling af den store Kærlighed og som, når den rummes i fuld accept, forvandles til den Kærlighed.

Der er en dyb og særegen smerte ved at se hvordan størstedelen af den menneskelige familie løber fra dem selv og den indre stemme, der hele tiden på kærligste vis forsøger at guide dem. Hvordan alle de guddommelige kræfter i ethvert øjeblik er til rådighed med tilgivelse, guidance og ubetinget kærlighed til enhver sjæl på jorden, kun for at opdage, at sjælen endnu ikke er klar. At sjælen endnu ikke er vågnet af illusionen om sin egen seperate identitet. At sjælen endnu ikke tør trodse frygten og springe ud i tillidens åbne rum. At sjælens egen vilje er så stærk, at han/ hun er uimodtagelig for velsignelse og heling.

Der er en underfundig, alt gennemtrængende smerte ved at være vidne til så meget menneskeligt forfald og så mange spildte kræfter. At se hvordan livet gang på gang bliver blokeret i forsøget på at undgå konfrontationen med selve livets fundament. Forandring. At se hvordan den store Kærlighed tålmodigt forsøger at trænge igennem og bringe mennesket tilbage i den naturlige orden. I bevægelse. Og ikke mindst hvordan så mange kæmper imod, i total uvidenhed om at livet kun kan flyde, når vi giver slip. Når vi overgiver vores lille vilje til Kraften. Kærligheden. Gud. Når vi mærker hvad livet vil med os, fremfor hvad vi partout vil med livet.

Der er en særlig smerte ved at være vidne til de kaotiske, cirkus lignende tilstande, der udfolder sig på livets scene. En smerte ved ikke at kunne være med i de julelege og den evige underholdning, som tilsyneladende gør livet tåleligt for den ikke seende. En smerte ved ikke at kunne finde mening i den kollektive dulmen og distraktion. Ikke at kunne deltage i den overfladiske tilgang til denne jordiske eksistens. Det er smerten ved ikke at kunne gøre det sete uset, hvilket er selve præmissen for at være med.

For når du kan se hvor meningsløst det hele er, er der ingen anden vej. Der er kun smertens vej ~ la via dolorosa ~ velvidende at den smerte er meningsfuld idet selve det, at tage den på sig, letter det kollektive felt og hjælper menneskeheden en lille smule nærmere hjem. Det var det Yeshua gjorde og det er en mulighed for enhver sjæl, der vælger vejen. Men det er ikke hverken særlig behageligt, sjovt eller underholdende. Der er intet bling bling over oplevelsen. Det handler om at se alt som det er og ikke mindst rumme den sorg, der er i det.

Til gengæld er der en særlig, dybfølt fred i at se og rumme sandheden. En indre, uforstyrret ro, et fravær af lidelse og en kontinuerlig forbindelse til Kærligheden, der er det hele værd.

Af den, der er givet meget, skal der kræves meget. Det er vilkåret.