Vandbærerens tidsalder

Artikel af Manookah Soffiah bragt i februar måneds udgave af online magasinet Nunuche Magazine

Vi lever i forandringernes tid, det kan selv de mest påståelige nostalgikere ikke benægte. Alle vegne ser vi opbrud af gamle strukturer, der i årevis har udgjort et tilsyneladende stabilt fundament. Den globale pandemi samt den uundgåelige klimakrise, der rykker tættere på dag for dag, har rystet os i vores grundvold og efterladt os åbne og sårbare overfor ét af livets dybeste grundvilkår; forandring.

Den evige cyklus af fødsel og død, som gør det umuligt for vores Ego at ‘regne den ud’ og i øvrigt opretholde illusionen om kontrol. Det er som om et slør er forsvundet og pludselig ser vi med ubarmhjertig tydelighed, at vi allesammen skal dø en dag og det måske endda før end vi anede. Vi kan ikke længere løbe fra det, for det har allerede indhentet os og som enhver drømmetyder ville sige, så er der ingen anden vej, end at vende os om og spørge, hvad det insisterende uhyre vil os? Hvad det er for en skat, der ligger gemt i den lidet sympatiske indpakning?

Nogle har for længe siden vendt sig og venter med utålmodighed på dem, der stadig drømmer om ‘den gamle verden’. Sidstnævnte uvillige til at se, at den ‘normalitet’ de savner, er den selvsamme årsag til, at verden står i brand. Flere og flere overgiver sig til ‘tiden’ og vender sig langsomt, i accepten af, at der ikke længere findes nogle smutveje til paradis. Ingen lave gærde, charmerende facader eller hule løfter, kan gøre det i den nye tidsalder. Det er enten-eller. Enten overgiver du dig til ‘tidens toner’ og krav eller også vælger du at leve dit liv på en synkende skude. Aldrig har Yeshuas ord: ‘Du skal ikke bygge dit hus på sand, men på klippe’ været mere relevante.

Det store spørgsmål er, hvad er det så for et fundament, vi må skabe for at overleve nutidens moderne plager? Hvad er reelt bæredygtigt i denne nye tid?

Som astrolog er det ikke nogen hemmelighed, at jeg, via. mit fag, længe har haft på fornemmelsen, at noget ville ændre sig radikalt i disse tider. Astrologisk markerede konjunktionen ml. Pluto og Saturn i Stenbukken i december 2020, en vigtig tærskel på overgangen til den nye tidsalder og kort efter ændrede covid -19 stort set hele verdenssamfundet. Det nye paradigme, i forståelsen, det nye sæt af værdier, er for alvor over os og det kræver, at vi forstår at navigere i kaos.

Med et astrologisk perspektiv, står vi i en kæmpe overgang fra en gammel kultur, også kaldet Fiskens tidsalder til et helt ny kultur, Vandbærerens tidsalder.

Igennem tiden har man astrologisk inddelt forskellige tidsaldre udfra det punkt på himlen, vi kalder forårspunktet og som normalt falder i 0 grader Vædder. Pga. Jordens akse, der roterer om sig selv, bevæger Solen sig baglæns igennem dyrekredsen og punktet har nu bevæget sig fra Fiskens til Vandbærerens tegn, hvor det står de næste 2000 år ca. ( afhængig af fra hvilket tidspunkt man regner dens indtræden)

Det vil konkret sige at vi går fra en kollektiv bevidsthed præget af det følelsesorienterede, feminine vandtegn, Fisken til en ny bevidsthed karakteriseret ved det nøgternt, maskuline lufttegn, Vandbæreren.

Med planeten Neptun, som den personlige hersker i Fisken, kan skyggen af den gamle tidsalder, karakteriseres ved illusioner, ønsket om frelse udefra, tilbedelse og afhængighed (i alle former), idealisering og fantasi, benægtelse af realiteter (løgn), grænseløshed, offer mentalitet, manglende evne til følelsesmæssig objektivitet og paradis længsel.

Neptun siges at fungere som en stige, der spænder ml. kaos og klarhed, afhængig af bevidstheds niveauet. Jo længere vi bevæger os ned af stigens trin, jo tættere bliver tågen og jo mere kaotisk synes omstændighederne. Vi bliver så at sige hyllet ind i følelsesmæssige illusioner og får meget svært ved at se klart. Noget mange kan nikke genkendende til netop nu.

Dertil har vi brug for Uranus, som er den personlige hersker i Vandbæreren. Uranus er af en ganske anderledes karakter end Neptun og har at gøre med frihed, originalitet, autencitet, nyskabelse, mentalt overblik og iderigdom, som gerne kommer under inspiration.

Hvor Neptun søger at blive ét med alt hvad den kommer i nærheden af, så ønsker Uranus at bryde ud, at frigøre sig fra hæmmende bånd, at forandre og ruske op i alt hvad, der ikke længere er in-spireret. Altså alt det, der ikke længere er ånd i, det, der er stivnet og dermed ‘dødt’. Uranus er rebelsk og optaget af at være original og uafhængig fremfor at fremstå perfekt og passe ind. Når Neptun overstrøer den ulidelige virkelighed med glitter aka. Instagram filtre mm. for at gøre den mere spiselig, sætter Uranus en ære i, at turde være anderledes/sig selv med alt hvad det indebærer.

Opgøret ml. disse to arketypiske energier, ser vi på alle niveauer i denne tid. Tager vi underholdnings branchen, film og sociale medier som traditionelt bærer præg af det neptunske ønske om paradis, så er der dybdegående forandringer i gang. På instagram gør flere og flere op med perfektheds-kulturen og går imod tendensen til at skabe urealistiske billeder af sig selv via. alverdens fantasifulde filtre. Istedet ser vi flere og flere prominente, kvindelige profiler, der gør en ære i, at vise maveskind, cellulitis og bare helt almindelige billeder af livet som kvinde anno 2022.

Det samme fænomen viser sig indenfor reality TV, som i øvrigt er et sjovt navn, da det indtil nu i dén grad, har handlet om at have X-faktor og være mere end ‘det normale’. I den danske version af Paradise hotel er Rikke Gøransson med det perfekte look og prinsesse kjoler skiftet ud med hele to kontroversielle værter, reality stjernen Olivia Salo, b.la. kendt fra Viafrees program ‘Olivia og Sexmyterne’ og den homoseksuelle beautyblogger Emil Olsen, som repræsentant for LGBT+ miljøet. Ingen af dem forsøger tilsyneladende at fremstå perfekte, til gengæld virker de cool og autentiske med tatoveringer, outreret look og masser af personlighed. Selv konkurrencen om årets babe er skiftet ud med årets buddy, som laves i par og taler dermed lige ind i Vandbærerens værdier som fællesskab og ligeværd.

Tager vi de nye afsnit af Sex and the City, ser vi et lignende mønster. Fra 00’nes fokus på 4 ‘perfekte’, rige og fashionable, hvide kvinder, der sipper Cosmopolitan og hvis største udfordring er hvilke sko, de skal have på til næste high society event, bliver vi nu fra de første afsnit bedt om at tage stilling til racisme, ‘hvide privilegier’, autencitet, køn og døden.

Og det er ikke tilfældigt.

Overfladiskhed og illusionen om det perfekte er ganske enkelt på vej ud. Nu er vi dén allesammen, vores egen indre guru, helt/heltinde, rock star. Og det endda på vores helt egen, unikke facon. Glem ensrettede foreskrifter, moderigtighed og idoler og find din egen vej og udtryk. Det er trenden nu.

Vi kan ikke længere tørre den af på en ydre frelser for selv årtusinders mistolkning af Yeshua’s budskab, er for alvor ved at komme frem i lyset. Med nye øjne på de ældgamle tekster, stilles der nu spørgsmål ved den måde kristendommen har forkyndt skrifterne, smidt kvinden - Magdalena, Yeshuas ligeværdige, på porten og ikke mindst givet os ideen om at Yeshua var den eneste, der kunne opnå oplysthed.

‘Følg mit eksempel og I skal gøre endnu større mirakler’ sagde han og det kan da næsten ikke siges mere tydeligt. Vi må selv tage ansvar og gøre arbejdet for at nå tilstanden af himmerige/paradis/enhed eller bare lykke. Vi kan ikke længere gemme os bag andre eller rollen som ‘det stakkels offer’, der skal reddes. Og i øvrigt var Yeshua jo bare én mand, der med stor sandsynlighed var gift med Maria Magdalena og dermed havde menneskelige, følelsesmæssige behov ligesom alle os andre.

Og mon ikke han også blot var én af de mange avatarer, der har gået på jorden og været et eksempel på vejen til højere bevidsthed. Det er ved at være ‘so old paradigm’, at opfatte de forskellige veje og religioner, som modsatrettede. Kigger vi på den esoteriske, i betydningen indre vej, handler det hele jo om det samme. Den samme arketypiske vej.

Kærlighed. Barmhjertighed. Selvopofrelse ( ofringen af Ego’et).

Ominism, essensen af alle religioner, er den nye tids religion. Hjertet er den nye tids tempel. Kærlighed er den nye tids Gud.

Astrologisk ser vi her Vandbærerens modstående tegn Løven, som fortæller om den nye tids religionsopfattelse. Løven esoteriske motto er: ‘Jeg er det og det er jeg’. Det nytter altså ikke længere blot, at have læst noget i bog eller bede fem gange om dagen, som den gamle religionsopfattelse præget af Jomfruens tegn, havde fokus på. Spørgsmålet er nu, er du et eksempel på det, du prædiker? Er du kærlighed? Er du barmhjertighed? Formår du at lade Ego’et træde til side for en større vision?

Og det er ikke bare på det åndelige område, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved status quo.

På samfundsmæssigt plan ses samtidig en stigende utilfredshed med den måde demokratiet fungerer eller måske nærmere ikke fungerer på. Mange køber ikke længere ind på den komfortable idé om, at autoriteten altid har ret og overalt i verden ses demonstrationer imod regeringers ensidige håndtering af pandemien med betydelig indskrænkelse af individets selvbestemmelse til følge. Det er Uranus for fuld udblæsning. Det skarpe overblik den giver, gør det svært at rette ind i blinde, ikke mindst når friheden står for skud. Det er her interessant at bemærke, at Pluto i Stenbukken viser en kulminations cyklus , som startede i 1820, da den gik ind i i Vædderen og dermed fortæller om demokratiets begyndelse til den eksamen, der gennemgås nu. I Stenbukkens tegn kommer alt frem i lyset og med Pluto, der har gået igennem tegnet siden 2008 og indtil 2024, er alle samfundsmæssige institutioner, strukturer og lederskab under dyb transformation. Alt hvad der ikke er bæredygtigt må dø for at noget nyt kan opstå.

Intet vil blive efterladt uforandret, når verdensdisciplen Pluto pløjer sig igennem de sidste grader af Stenbukken og det skal blive spændende at se hvad der er i vente på den anden side.

Én ting er sikkert, vi må overgive os og tænke nyt. Den nye verden skabes ikke af sig selv, den skabes gennem os og den skabes nu. Den skabes i fællesskaber med forståelse for hinandens individualitet og forskelligheder.

De dage hvor vi kun tænkte på os selv og vores egen vinding, er ganske enkelt forbi. For der er ingen vindere, før vi alle vinder. Dét er Vandbærerens sandhed og den er ærligt talt svær at komme udenom!