Solen i Skorpionen

I søndags gik solen ind i de dybe kræfters tegn Skorpionen. Mørket bliver tættere i det ydre såvel som i det indre og det er tid til for alvor at vende os mod kernen for at ransage vores sjæl. Hvad der har ligget bekvemt i mørket og gemt sig, må nu konfronteres. Råt og ubarmhjertigt, men ikke desto mindre nødvendigt. Skorpionen er kompromisløs i sin søgen efter sandheden og den helmer ikke før alt er bragt frem i lyset. Tabuer, hemmeligheder, skam, traumer, begær, jalousi, magtmisbrug og hvad der ellers findes på indersiden af et menneske, bliver nu endevendt. For alt hvad der befinder sig i mørket længe nok kan vokse sig til et utæmmet, ødelæggende monster. I lyset, til gengæld, mister det sin kraft.

Selvom det kan føles sådan, er Skorpionens insisteren på at stikke sin giftige hale lige ind i såret ikke lig med ondskab. Det er nærmere en instinktiv evne til at vide, hvornår noget skal dø for at noget bedre, i forståelsen kærligere og dermed mere bæredygtigt, kan fødes. For noglegange må noget dø, også selvom det ikke er behageligt eller nødvendigvis ønskværdigt for ego'et. For den del af os, der for alt i verden vil høre til og elskes, er det ganske enkelt forfærdeligt. Ego'et er blevet så opslugt af smerten ved korsfæstelsen, at det fuldstændigt har glemt den genfødsel, der altid kommer efter. Fuldstændig fortrængt at lidelse og smerte ikke er det samme. At al skabelse er fuldkommen forbundet med destruktion, liv med død, lys med mørke. Vi har glemt at når vi tager smerten på os, ophører den uendelige lidelse og smerten transformeres til kærlighed.

Heldigvis er universet sådan skruet sammen, at vi aldrig helt får lov at glemme. Denne måneds energi inviterer dig til at tage endnu en runde ind i dit dybeste mørke for på et nyt plan, at rense ud ved at ændre de motiver, der ligger til grund for dit nuværende liv. Hvordan bruger du din frie vilje?

Ansvaret er dit og kun dit og du må gå 'la via dolorosa', smertens vej, hvis du vil udfries. Skorpionens hersker Pluto giver ingen smuthuller eller lave gærde at hoppe over. Kun overgivelse. Enten gør du det eller også gør du det ikke. Du ved selv, hvor skoen trykker og valget er dit. Intet bullshit. Ingen flugtveje. Men til gengæld mulighed for dybe gennembrud og radikal transformation.

Spørgsmålet er, tør du? Eller måske mere passende for en Skorpion, gør du det, selvom du ikke tør? Overgiver du dig?

Skorpionens esoteriske motto er: ‘Kriger er jeg- og sejrende fremstår jeg’

I overgivelsen ligger sejren!

Glædelig Skorpion sæson.

Previous
Previous

U-perfektion

Next
Next

Jeg er …