Enspænder

Mennesker har det med at klumpe sig sammen i grupper. Jeg har aldrig helt forstået det. Det kan synes som om, de tror, at social aktivitet uanset kvaliteten af samme, er selve livets formål. Der kommer de far, mor, børn og alt hvad der ellers kan stuves sammen af højtalere, madkurve, drikkedunke, drager, bolde og badedyr. 

Altsammen frivilligt. 

Det er mig en gåde hvorfor de gør det? 

Måske frygter de det tomrum, der nødvendigvis må opstå i kølvandet på sådan et foretagende? Når stilheden sænker sig og afløser den evige, højspændte aktivitet. Måske ved de slet ikke, at netop stilheden er forudsætningen for alt liv. 

Movement & Stilness. Universets uendelige vekselvirkning.

Jeg selv er en helt anden skabning. En enspænder med hang til det enkle. En arketypisk præstinde, der synes at genleve sin tempel tilværelse omend i moderne version. 

Med yndlings cafeer, chai latte og Mac. Og så helst heller ikke mere.

Jeg værdsætter stilheden og fordybelsen lige så højt, som de førnævnte elsker hurlumhejet. Jeg foretrækker aleneheden fremfor den ulidelige støj, som det meste sociale aktivitet er omgivet af og ikke mindst det pinefulde fravær af nærvær. 

Det enkle har min uudtalte interesse, fordi det står i så stærk kontrast til en verden, hvor ingen længere ser hvert enkelt træ for bar skov. 

Jeg er en enspænder og dog en menneske ven, som elsker mødet med hvert enkelt væsen. Det dybe møde, hvor alle nuancer kan komme i spil. 

Jeg undrer mig over alle dem, der helt frivilligt går i flok og dem, som med et smil på læben, omgiver sig med al den unødvendige støj. 

Hvad skal det til for, tænker jeg? 

Mon ikke de længes efter en dybere fornemmelse af væren? 

Mon de nogensinde oplever de subtile skift i et andet menneskes nærvær eller berøres af skønheden i et blodrødt efterårs blad?

Jovist, grupper kan også noget, men mest dem, der er baseret på en dyb respekt for det enkelte menneskes frihed istedet for et omklamrende samværs tyranni. Sådan et, der undertrykker integriteten og hylder den lumre, sødmefyldte tryghed. 

Uden friheden er det som at blive kvalt i candyfloss. Det ser så dejligt ud, men føles så kvalmt. 

Jeg nyder aleneheden og foretrækker de tilbagevendende stunder af kedsomhed fremfor den anstrengte stemning af præstation, der præger så mange forsamlinger. Til syvende og sidst er vi jo alligevel nødt til at forstå og anderkende os selv, før andre kan blive et spejl på samme.

Måske er det et spørgsmål om karakter?

Hvad der foregår på indersiden af et menneske, er alligevel aldrig til at blive klog på. Dog er netop det en evig kilde til min nysgerrighed.

Jeg observerer med stor interesse hvert enkelt menneske i de klumper af samme, som hele tiden opstår i landskabet. Hvis jeg var en del af dem, ville de være umulige at beskrive. Nu er det nærmest som et antropologisk studie af en hel særlig race af stammefolk.

Jeg spørger mig selv, om det, at være en del af stammen mon indebærer et uudtalt løfte om ikke, at stille spørgsmålstegn ved de givne regler og normer? Mon fællesskabet er på bekostning af individet og i så fald i hvor høj grad? Mon ikke det er derfor jeg står her ved siden af og observerer? 

Enspænder med tvillinger ascendant og måne i vandbæreren, det kan vel ikke være anderledes. Med fanen for frihed og integritet løftet højt over klumperne.

Noglegange bliver jeg så træt. Ikke træt af mennesket, men af al den støj det producerer og deler med hverandre. Som en ældgammel sjæl, der i hver en celle husker støjen, dramaet, projektionerne, hurlumhejet...

Det er alt for meget for mit system. Jeg er fyldt op og jeg priser mig lykkelig over at kunne se det, så jeg ikke behøver være det. 

For det menneske, der kun ser med det ydre øje, tror jeg, mit liv virker som en dødssejler. Men indadtil er der fest. En stille, boblende glæde og fejring af den vidunderlige livsfylde, der synes at være udsprunget af et kontinuerligt nær-vær. At være nær mig og dermed nær altet. 

Dem, der også er nærværende, møder mig på den stille frekvens. De andre går lige forbi og ænser mig knapt. For dem, er jeg usynlig i min mangel på energetisk fyrværkeri. 

Før i tiden ville dette skræmme livet af mig og få mig til at opfinde alverdens stjernekastere. For at være noget i andres øjne. For ikke at blive overset. Og netop sådan overså jeg mig selv. 

Nu er jeg bare.

Sådan er det med så meget. Usynlighed på et plan giver synlighed på et andet. Derfor finder vi ofte hinanden os enspændere og pludselig er vi ikke længere ene, men to selvstændige individer, der følges ad. Så langt det giver mening. I ærlighed og uden frygten for den dag vore veje måtte skilles igen.

Midt i alt fraværet mærkes nogle gange gnisten fra et andet hjertets lys. Thanks God for disse øjeblikke.

Jeg leder og leder i klumperne efter mennesker og deres lys. Men jeg finder intet, for ingen af dem er hjemme. 

Det er et sørgeligt syn.

Hvor mon de er henne?